
Foto: Dejan Obretkovic
Nicklas Bendtner får ikke forlænget sin kontrakt i FC København, og derfor stopper den danske angriber i klubben. Det har FCK oplyst tirsdag.
FC København har tirsdag meddelt, at Nicklas Bendtner ikke får forlænget sin kontrakt med klubben.
Derfor blev det kun til fire måneder i FCK-trøjen for Bendtner. Han nåede at spille 406 minutter fordelt på syv førsteholdskampe i efteråret, hvor han fik scoret et enkelt mål.
Ståle: Bendtner har været en mønsterelev
“Vi har været meget tilfredse med Nicklas og det bidrag, han er kommet med til truppen, både i omklædningsrummet og ikke mindst på træningsbanen,” siger Ståle Solbakken til FCK’s hjemmeside og fortsætter:
“Han har været en mønsterelev og hjulpet truppen og de unge spillere i hverdagen med sin erfaring som fodboldspiller og sit gode humør.”
“Han har nok haft en fornemmelse et stykke tid om, hvilken vej det gik, men han har tacklet det topprofessionelt. Han har hele vejen igennem været en god holdkammerat, der har støttet drengene og bidraget til vores gode fælles resultater, også selvom han har været skuffet over ikke at spille mere selv.”
“Vi har været glade for at have Nicklas på holdet og i hverdagen, men han har været lidt ramt i forhold til spilletid af konkurrencen og af skader.”
“Vi har løbende haft gode og ærlige snakke, og vi var også enige om, at det kunne være svært for Nicklas og hans motivation fortsat at få begrænset spilletid fremover.”
“Vi forventer, at Dame N´Doye spiller mere, mens Pieros Sotiriou, Michael Santos og Mohamed Daramy – og inden så længe også Jonas Wind – vil sætte sig på meget spilletid.”
“Nicklas kom som en ven af huset, og det vil han også være i fremtiden. Han har haft en flot karriere og hos os været en god holdspiller og en god fyr hele vejen igennem, og han er fortsat velkommen hos os.”
Bendtner: Stolt over at repræsentere FCK
“Jeg er stolt over, at jeg fik spillet i FCK-trøjen og scoret et mål i Telia Parken, som var en af mine drømme som fodboldspiller,” siger Nicklas Bendtner til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Jeg har hele tiden kendt til præmisserne for den mulighed, jeg fik af FCK og Ståle, og jeg er blevet behandlet godt af alle i klubben.”
“Der er ingen tvivl om, at jeg havde en drøm om, at det skulle blive til mere spilletid og måske en længere aftale. Men jeg respekterer fuldt ud den beslutning, Ståle har truffet, og jeg fortryder på ingen måde, at jeg fik den her tid i FCK.”
Bendtner: Overvejer karrierestop
31-årige Bendtner vil nu overveje, hvorvidt han skal fortsætte eller stoppe karrieren.
“Nu vil jeg tænke mig rigtigt godt om i forhold til min fremtid og mærke grundigt efter, om jeg skal forsøge et nyt eventyr i fodboldverdenen eller sige stop og tage hul på nogle nye eventyr i tilværelsen,” siger Bendtner.