Den 31-årige angriber Grant Holt har forlænget sin kontrakt med Norwich City for de kommende tre år. Dermed er det nu slået fast at Holt bliver i klubben.
Trods erklæringer fra Grant Holt om at søge nye græsgange, er situationen nu vendt på en tallerken, og Holt har i dag skrevet under på en ny treårig kontrakt med ’Kanariefuglene’.
For en måned siden afleverede den 31-årige angriber og anfører ellers en transferanmodning og lignede en færdig mand i klubben. Dette er et vigtigt skridt for klubben, og essentielt at beholde deres store stjerne i overlevelseskampen.
”Det første jeg sagde da jeg kom til klubben, var at en dialog med Grant var høj prioritet, da det han har opnået for Norwich og hvad han bringer til holdet, er til skue for alle,” fortæller den nye boss Chris Hughton ifølge klubbens hjemmeside og tilføjer:
”Det er en strålende nyhed at han har skrevet under på en ny kontrakt, og jeg ser frem til at komme i gang med at arbejde sammen med Grant og resten af spillerne, når vi vender tilbage til træningen i næste uge,” slutter Hughton.
Kontrakten løber frem til 2015 for angriberen, der de sidste 3 år har vundet hæder som årets spiller i klubben. Sidste sæson stod Holt for 15 Premier League-mål.