OB har i dag solgt forsvarsspilleren Frederik Tingager til Eintracht Braunschweig, der spiller i den næstbedste række.
I vinteren 2016 hentede OB den danske forsvarer, Frederik Tingager, i 2. divisionsklubben Holbæk.
I dag har fynboerne solgt danskeren videre til tyske Eintracht Braunschweig, der spiller i den næstbedste række, 2. Bundesliga.
Skiftet er gået igennem med omgående virkning, og han har fået en kontrakt frem til sommeren 2020.
“Vi er stolte over, at vi har været med til at løfte Frederik Tingager til et niveau, der nu gør ham interessant for udenlandske klubber,” siger direktør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Vi forlængede aftalen med Frederik i sommer, og det gjorde vi, fordi vi har været meget tilfredse med hans udvikling, og fordi vi gerne så ham i OB i en længere periode. Omvendt var vi også allerede dengang enige om, at Frederik skulle have muligheden for at prøve kræfter med udlandet, og den mulighed har han nu fået.”
“Vi ønsker ham al mulig held og lykke, og der er ingen tvivl om, at Frederik skal være velkommen i Odense igen i fremtiden, hvis omstændighederne passer sammen.”
OB’s cheftræner Kent Hansen er både glad og ked af det over afgangen af Tingager.
“Salget af Frederik Tingager er sådan et, man som cheftræner både er ked af og stolt over,” siger Kent Nielsen til OB’s hjemmeside og fortsætter:
“For på den ene side er jeg ked af, at vi mister hans kompetencer, men samtidig har det været rigtig spændende at arbejde med Frederiks udvikling og nu se, at han er nået så langt, at han er blevet interessant i udlandet også.”
“Frederik har ikke taget den sædvanlige snorlige vej gennem talentsystemerne, men har i stedet udviklet sig gennem en masse førsteholdsfodbold i lavere rækker, og det betyder, at han kom til os med nogle spændende evner, som vi har skullet hjælpe ham til at finpudse.”
“Hans udvikling har været eksplosiv, og jeg glæder mig til at følge ham fremover. Han fortjener en stor tak for sin trofaste og professionelle tilgang, og vi accepterer selvfølgelig, at det er en del af gamet, at dygtige spillere, vi har været med til at udvikle, også kan nå et niveau, hvor vi må se dem fortsætte karrieren andre steder,” siger Kent Nielsen.