Gerard Pique og FC Barcelona er blevet enige om en kontraktforlængelse frem til sommeren 2019.
Barcelona og forsvarsspilleren Gerard Pique kom i sidste uge frem til en ny aftale, og den har parterne i dag underskrevet.
Det binder den spanske landsholdsspiller til Catalonien de næste fem år – frem til sommeren 2019 – til stor glæde for præsidenten i Barcelona.
”Det er meget vigtigt at sikre Gerard Pique i Barcelona. Han er den bedste centrale forsvarsspiller i verden. Han er en del af kernen i det nye projekt i Barcelona,” siger Josep Maria Bartomeu til klubbens hjemmeside.
Selv håber 27-årige Pique at kunne slutte sin aktive karriere i FC Barcelona.
”At vide at jeg kan være her resten af min karriere er et stort boost for mig. Jeg håber at vi kan opleve mange flere succeser, end vi allerede har gjort,” siger Pique.
Gerard Pique har, udover en smuttur til Manchester United som 17-årig, spillet hele sin karriere i Barcelona.