Officielt: Randers-midtbaneprofil solgt til Malmö

0

Officielt: Randers-midtbaneprofil solgt til MalmöRanders FC’s midtbaneprofil, Lasse Berg Johnsen, er blevet solgt til svenske Malmö FF.

Den 23-årige midtbaneprofil, Lasse Berg Johnsen, har spillet sin sidste kamp for Randers FC i denne omgang.

Johnsen skifter til svenske Malmö FF på en kontrakt, der gælder til og med 2027-sæsonen.

Lasse Berg Johnsen nåede at spille 98 kampe for kronjyderne, som han skiftede til i januar måned 2021.

“Jeg har været i Randers FC i 2,5 år, og jeg er gået fra at være et ubeskrevet blad til at blive en profil i 3F Superligaen. Og det har jo gjort det hele muligt, at jeg nu kan tage næste skridt i min karriere og skifte til Malmö FF,” siger Lasse Berg Johnsen til Randers FC’s hjemmeside og uddyber:

“Det viser jo også bare, hvilken klub Randers FC er, at de henter spillere og tror på dem, giver dem chancen, viser tillid og gerne vil hjælpe dem videre i karrieren. Samtidigt er jeg virkelig glad for, at jeg kan give noget tilbage til Randers FC i form af penge i kassen.”

Randers oplyser intet om transfersummen for den norske midtbaneprofil, men ifølge Transfermarkt, så lyder transfersummen på 1,25 millioner euro, svarende til omkring ni millioner kroner.

“Lasse har ikke lagt skjul på, at han har store ambitioner og ønsker at prøve talentet af på en større adresse, og det har vi hele tiden givet udtryk for, at vi ville være lydhøre over for. Nu kom muligheden for det med et skifte til Malmö FF, hvor vi samtidigt får en god pris,” siger Randers-sportsdirektør Søren Pedersen til klubbens hjemmeside.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE