Queens Park Rangers’ manager Harry Redknapp har i dag opsagt sin stilling. Han skal opereres i knæet og kan ikke yde 100 procent, lyder det.
Harry Redknapp er i dag stoppet som manager i Queens Park Rangers. Redknapp slår dog samtidig fast, at han har haft en fantastisk periode i klubben.
“Desværre skal jeg opereres i knæet, og det forhindrer mig i at udføre mit job i de næste uger. Jeg kan ikke være på træningsbanen dagligt, og når jeg ikke kan give mig 100 procent er det bedre, at en anden overtager,” fortæller Redknapp til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Mit forhold til Tony Fernandes har været et af højdepunkterne i min karriere, og jeg ønsker klubben al mulig held og lykke. Jeg er sikker på at de kan overleve i Premier League.”
Duoen Les Ferdinand og Chris Ramsey overtager manager-posten midlertidigt.