Werder Bremen har valgt at afløse den fyrede klublegende Thomas Schaaf med det tyske fodboldforbunds sportsdirektør Robin Dutt på cheftrænerposten.
Werder Bremen har lige sagt farvel til klubmanden Thomas Schaaf efter 41 år i klubben. Det lykkedes storklubben med nød og næppe at sikre overlevelse i Bundesligaen.
I stedet har de ansat 48-årige Robin Dutt, der har en trænerfortid i bl.a. Bayer Leverkusen og Freiburg. Han kommer fra en stilling som sportsdirektør hos det tyske fodboldforbund DFB.
”Vi har med Robin Dutt fået vores ønskekandidat, og vi er sikre på, at vi med ham får en succesfuld genopbygning. Vi vil gerne takke DFB for at gøre skiftet muligt,” siger Werder Bremens formand Thomas Eichin til klubbens hjemmeside.
Robin Dutt har fået en treårig kontrakt med Werder Bremen. Han blev ansat i DFB sidste sommer og havde en kontrakt frem til 2016, hvilket dog nu er afbrudt.