Roma har sikret sig den brasilianske forsvarsspiller, Juan Jesus, der er lejet i Inter for den kommende sæson. Aftalen indeholder en købsoption.
For fem år siden tog Juan Jesus fra Internacional til italienske Inter, som han siden har repræsenteret mere end 100 gange.
Nu er tiden i Milano-klubben dog slut for den 25-årige brasilianer, der i stedet skifter til hovedstadsklubben, AS Roma, hvor han i den kommende sæson skal tørne ud på en lejeaftale.
“Det er meget svært for mig at forlade klubben, men jeg tager alle med i mit hjerte. Jeg vil gerne takke min familie og de venner, jeg har fået i Milano. Jeg bliver i Italien, så jeg er stadig tæt på jer alle.”
“Jeg kom hertil som 20-årig. Jeg voksede op og lærte alt her. Det mindste, jeg kan gøre, er at beholde jer i mit hjerte. Inter vil altid være min familie,” siger Juan Jesus i en Facebook-video.
Roma har sikret sig en købsoption på forsvarsspilleren. Den lyder angiveligt på 75 millioner kroner.