Roma meddeler på sin hjemmeside, at de frem til sommer har lejet Lyons franske midtbanespiller Clement Grenier. Der er en købsoption med i handelen.
Roma har styrket midtbanen med en tidligere fransk landsholdsspiller, der kommer til den italienske hovedstad fra Lyon.
Navnet er Clement Grenier. Han huserer på den centrale midtbane, og Roma meddeler på sin hjemmeside, at de har lejet den 26-årige franskmand frem til sommer.
Samtidig skriver Roma, at der er indskrevet en købsoption i handelen, som de kan benytte, indtil lejekontrakten udløber.
Grenier har spillet hele sin seniorkarriere i Lyon, for hvem han har spillet mere end 100 kampe.