Det er i dag officielt bekræftet af Sevilla, at klubben har købt den 26-årige franske angriber, Kevin Gameiro. Spilleren får fem år i den spanske klub.
Siden Sevilla mistede angriberen, Alvaro Negredo, til Manchester City i dette transfervindue, har klubben set sig om efter en ny spiller til angrebspladsen. Denne spiller er nu fundet.
Den spanske klub meddeler nemlig i dag, at man har kapret Kevin Gameiro hos Paris Saint-Germain, og udstyret ham med en femårig kontrakt.
Yderligere afslører klubben, at den franske angriber har fået en frikøbsklausul, som jo er obligatorisk i Spanien, på cirka 300 millioner kroner i sin kontrakt.
Endeligt lyder det på klubbens hjemmeside, at Gameiro vil blive præsenteret i aften klokken 20:30, hvor klubbens fans kan få lov at se ham i Sevilla-trøjen for første gang.
26-årige Kevin Gameiro spillede for Paris Saint-Germain i perioden 2011 til 2013, og så ud til at blive tredjevalg på angriberpladsen, eftersom den franske klub for nyligt erhvervede sig uruguayanske Edinson Cavani.