Officielt: SIF køber klubbens første franskmand

0
Silkeborg IF

Foto: Shutterstock

Silkeborg IF skriver historie med tilgangen af den franske midtstopper Maël de Gevigney. Han er den første franske spiller i historien.

Silkeborg IF har styrket defensiven med franske Maël de Gevigney.

Han er den første franskmand i Silkeborg IF’s historie.

Den 26-årige centerforsvarer er blevet købt fri af kontrakten med League One-klubben Barnsley FC.

De Gevigney har signeret en treårig kontrakt.

“Vi har søgt en erfaren midtstopper med henblik på at styrke vores defensiv og mener, at vi har fundet den rette spiller i Maël. Vi har dygtige stoppere i forvejen, og vi har derfor også sat overlæggeren højt for den profil, vi har søgt,” siger Silkeborg IF’s sportschef Jesper Stüker til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Vi synes, at Maël både spille- og erfaringsmæssigt har den rigtige profil, så vi er glade for, at Maël har udvist stor interesse for at spille i Silkeborg IF og Danmark, og vi ser i høj grad frem til samarbejdet.”

“Vi må forvente, at der lige går lidt tid, inden Maël er i fuld fodboldform, men vi ser frem til at se ham i SIF-trøjen.”

De Gevigney: Spændende projekt

“Jeg glæder mig til at prøve kræfter med den danske liga, og jeg glæder mig til at spille i et nyt land. Jeg synes, Silkeborg IF har gang i et spændende projekt, og klubben har leveret flotte resultater i de seneste mange sæsoner,” siger Maël de Gevigney til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Jeg vil beskrive mig selv som en forsvarsspiller, der er stærk i duellerne. Samtidig har jeg også mine styrker med bolden, hvor jeg forsøger at finde de smarte løsninger.”

“Jeg er klar over, at jeg bliver en af de rutinerede spillere på holdet, og jeg glæder mig til at tage min del af ansvaret og bidrage til holdet.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE