Officielt: Sisto er tilbage på førsteholdet

0
Officielt: Sisto er tilbage på førsteholdet

Foto: Shutterstock

FC Midtjylland oplyser lørdag, at Pione Sisto er tilbage på samme vilkår som andre spillere på førsteholdet.

For ti dage siden udtalte Pione Sistos agent, at offensivspilleren havde mistet tilliden til FC Midtjylland.

Derefter blev Sisto nedgraderet til klubbens U19-mandskab, hvor han lørdag eftermiddag spillede i 0-4-nederlaget til Silkeborg IF.

I dag har sagen dog vendt 180 grader. 27-årige Sisto er tilbage i førsteholdstruppen på lige fod med resten af truppen.

“Vi har haft flere gode snakke, hvor vi har været åbne og ærlige om det at spille i FC Midtjylland og Piones rolle på holdet. Der har vi fundet et fælles ståsted og Pione indgår derfor nu igen i træningen på lige vilkår med de øvrige spillere i førsteholdstruppen, lyder det fra Svend Graversen til FCM’s hjemmeside.

Pione Sisto kan få comeback, når midtjyderne på tirsdag møder AEK Larnaca i Champions League-kvalifikationen.

“Som fodboldspiller og menneske er jeg meget engageret og ærlig. Jeg bærer følelserne udenpå på tøjet. Det kan jeg ikke lave om på, fordi det er den, jeg er, men min ageren har kunnet tolkes, som om jeg ikke respekterer hverken klubben eller mine holdkammerater, og det er jeg ked af, særligt overfor jer Midtjylland-fans,” forklarer Pione Sisto ifølge FCM’s hjemmeside og tilføjer:

“Jeg har haft flere gode snakke med trænerne, lederne og spillerne i FC Midtjylland. Vi har talt om situationen og vi har lært af det, der skete. De næste dage og uger handler det om at vise, at jeg er en god fodboldspiller, der sammen med holdet kan skabe gode resultater.”

Sistos kontrakt med FCM løber frem til sommeren 2024.

Hør Sisto personlige hilsen til FCM-fansene her:

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE