SønderjyskE har skrevet kontrakt med den 24-årige zimbabwiske landsholdsspiller, Silas Dylan Songani, der har trænet med klubben den seneste uge.
SønderjyskE har før med stor held hentet en landsholdsspiller fra Zimbabwe til Haderslev. Her er tale om Quincy Antipas, som nu spiller i Brøndby.
I denne uge har klubben så haft den lynhurtige kantspiller, Silas Dylan Songani, der er noteret for 9 A-landskampe for Zimbabwe, til prøvetræning.
Og det har åbenbart imponeret SønderjyskE-sportschefen, Ole Nielsen, nok til at smide en kontrakt efter den 170 cm høje offensivspiller.
“Silas Dylan Songani er en spændende spiller med et stort udviklingspotentiale, og han besidder samtidigt de kvaliteter, vi har set efter, til pladsen på højre kant. Han er en lynhurtig og teknisk dygtig spiller, og ikke mindst afslutter han også rigtigt godt,” siger sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Det er Silas Dylan Songanis første udenlandsophold, og der venter dermed en stor opgave med at introducere ham til de europæiske forhold og den måde, vi spiller fodbold. Han rejser hjem i denne weekend for at pakke kufferten, og vender tilbage på onsdag den 22. januar.”
Silas Dylan Songani skifter fra FC Harare, der er at finde i Premier League Zimbabwe, hvor det blev til 23 mål i 94 kampe for kantspilleren.