
Foto: shutterstock.com
Real Madrid har i dag udpeget, hvem der skal afløse Zinedine Zidane som cheftræner i Kongeklubben.
Valget er faldet på den nuværende spanske landstræner, Julen Lopetegui.
Real Madrid oplyser i en kort pressemeddelelse, at parterne har skrevet under på en treårig kontrakt.
Den 51-årige træner er i øjeblikket i Rusland med Spaniens landshold, men efter VM vil han overtage tøjlerne i Real Madrid.
Som landstræner for Spaniens landshold over de sidste to år, har Lopetegui endnu ikke prøvet at tabe.
Siden han overtog stillingen efter EM-slutrunden i 2016 har han hentet 14 sejre og seks uafgjorte i 20 kampe.
I maj måned blev han tilbudt en toårig kontraktforlængelse, hvilket han accepterede. Men denne aftale bliver altså nu lavet om.
Tidligere har han været cheftræner for FC Porto. Før Porto var han også landstræner for Spaniens U21-, U20- og U19-mandskab fra 2010 til 2014, mens han tilbage i 2008 var træner for Real Madrids andethold, Real Madrid Castilla, i omkring et år.