
Foto: Shutterstock
FC Midtjylland oplyser i dag, at den 33-årige midtbanespiller, Tim Sparv, stopper i klubben, når hans kontrakt udløber denne sommer.
Tim Sparvs sæson står til at udløbe efter indeværende sæson, og den bliver ikke forlænget.
Det kunne FC Midtjylland i dag oplyse, hvor FCM’s Svend Graversen benytter lejligheden til at rose den 33-årige midtbanespiller.
“Tim har på mange måder været definerende for FC Midtjyllands udvikling. Han har med sit professionelle væsen været med til at forandre kulturen, og han er som person enormt dedikeret og målrettet,” siger Svend Graversen til FCM’s hjemmeside og fortsætter:
“Det har hjulpet hans medspillere til at blive bedre, ikke bare i Superligatruppen, men også på akademiet, hvor han har taget ansvar og engageret sig med stor passion, og vejledt de unge spillere.”
“Der har været et stærkt match mellem Tims og klubbens værdier, og det er gået op i en højere enhed over de sidste seks år til stor gavn for alle parter.”
Den finske midtbanespiller har været i FCM siden sommeren 2014. Han har derfor været med til at vinde tre danske mesterskabter samt en pokaltitel.
Sparv: 1. mesterskab var ekstraordinært
“Alle mesterskaberne og Europa står klart, men the first is the first. FC Midtjylland havde ikke tidligere vundet som klub, så det var naturligvis ekstraordinært, da vi vandt mesterskabet i 2015,” fortæller Tim Sparv til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg er taknemmelig for min tid og rolle i udviklingen af klubben, og jeg føler, at FC Midtjylland har forbedret sig på alle parametre og er blevet mere professionel – helt fra akademiet og op til førsteholdet. Det har være en stor kilde til min motivation.”
I øjeblikket sidder han ude med en skade, og han oplyser ikke, hvorvidt han ønsker at fortsætte eller stoppe karrieren.