Officielt: Thelander bliver i AaB

0

AaBAaB har bundet den bumstærke forsvarsspiller, Rasmus Thelander, til klubben frem til 2016.

Rasmus Thelanders kontrakt stod til at udløbe ved juni måneds slutning, men eftersom den 22-årige forsvarsspiller har spillet en del Superliga-minutter i denne sæson med succes, var både AaB og Thelander selv interesseret i at forlænge det samarbejde.

Især med udsigten til endnu mere spilletid efter sommerpausen, da den nordjyske klubs nuværende forsvarsprofil, Lasse Nielsen, har meddelt, at han forlader klubben ved kontraktudløb til sommer.

Lasse Nielsens farvel til AaB betyder, at Thelander og Kenneth Emil Petersen ligner fremtidens makkerpar i Aalborgs forsvar.

Herfor er AaB’s sportschef, Allan Gaarde, naturligvis også glad for at have Rasmus Thelander endnu to år i klubben.

“Rasmus har udviklet sig meget i sin tid i AaB, og ikke mindst i efteråret viste han, at han har Superliga-klasse,” siger sportschef Allan Gaarde til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Som person er Rasmus lærevillig og yderst professionel, og vi har store forhåbninger om, at han i fortsættelsen vil træde endnu mere i karakter på vores hold.”

Rasmus Thelander har det selv fantastisk i Nordjylland.

“Jeg er faldet utrolig godt til i Aalborg og i AaB, hvor jeg har udviklet mit spil meget.”

“Vi har et fedt hold og en god klub med et suverænt fælleskab, og i første omgang kan vi kigge frem mod et spændende halvår. For mit eget vedkommende er jeg glad for at have vist klubben og supporterne, at jeg kan begå mig i Superligaen, og selvfølgelig har jeg smag for mere, hvorfor min målsætning helt klart er at blive en profil for AaB,” fastslår 22-årige Rasmus Thelander ligeledes til AaB’s hjemmeside.

Thelander er noteret for 30 førsteholdskampe i AaB, siden han kom til klubben fra AB i 2012.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE