Officielt: Thomas Dalgaard skifter til OB

0

OBOB har hentet den 30-årige danske angriber Thomas Dalgaard i hollandske Heerenveen. Han er hentet på en lejeaftale med købsoption.

OB har netop annonceret, at de har sikret sig den danske angriber Thomas Dalgaard. Efter et halvt år i hollandske Heerenveen er Dalgaard dermed tilbage i Superligaen.

I første omgang har han underskrevet en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.

OB har dog sikret sig en købsoption i aftalen, således, at de har forkøbsret på den 30-årige angriber.

“Thomas er en angriber af den type, der hele tiden søger mulighederne foran mål, og det har gjort ham til den skarpe frontløber, som vi mener kan være med til at forløse meget af det lovende spil, vi har bygget op gennem den seneste tid,” forklarer OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Vi håber naturligvis, at Thomas hurtigt falder til hos os. Han kommer desværre med et brækket ribben, som gør at han er ude i nogle uger. Han er i en god grundform, så vi tror på, at han hurtigt når tilbage til det topniveau, som vi ved gør ham til en profil i ligaen. Derfor er vi også godt tilfredse med, at vi har sikret os en forkøbsret, når lejeaftalen udløber til sommer.”

Dalgaard, som får nummer 10 i OB, glæder sig til at spille Superliga-fodbold igen.

“Jeg glæder mig til at komme til at spille mere, end jeg har gjort i et træls efterår. Jeg kommer med en masse sult og glæder mig til et spændende forår i OB, hvor jeg forhåbentlig kan være med til at spille holdet længere op i tabellen. Jeg er stadig den samme, som blev topscorer i Superligaen i sidste sæson, så jeg er stadig typen, der rigtig gerne vil score mål, og det glæder jeg mig til at gøre i en stolt klub som OB, så snart jeg er kampklar igen,” siger Thomas Dalgaard.

Dalgaard har tidligere spillet i Skive, Randers, Manisaspor, Skive, Viborg og altså senest Heerenveen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE