Tom Ince endte som ønsket i en Premier League-klub i transfervinduets allersidste sekund, da Crystal Palace hentede Blackpool-spilleren samt Joe Ledley.
Kantspilleren, Tom Ince, der er søn af Manchester United-koryfæet, Paul Ince, har hele vinteren ytret ønske om at spille i Englands bedste fodboldrække.
Og interessen for midtbanetalentet har været stor – blandt andet fra Swansea og Michael Laudrup.
Det er nu lykkedes den 22-årige offensivspiller, der skifter på en lejeaftale til Premier League-klubben, Crystal Palace, som længe har været på udkig efter en kantspiller.
Tom Ince skal spille hos The Eagles indtil sommer, hvor hans kontrakt med Blackpool også udløber. Den kontrakt ønsker han ikke at forlænge, hvorfor han kan skifte permanent til Crystal Palace eller en anden klub i sommerens transfervindue.
Endvidere meddeler Palace, at de også har hentet den 27-årige walisiske kantspiller, Joe Ledley, i skotske Celtic. Han har fået en kontrakt frem til sommeren 2017.