FC Nordsjælland har skrevet kontrakt med den danske U18-landsholdsspiller, Daniel Thorup, der skifter fra AB på en kontrakt frem til sommeren 2015.
FC Nordsjælland formåede ikke at hente forsvarsspilleren, Eddie Gomes, i HB Køge, men nu har Farum-klubben i stedet skrevet kontrakt med et forsvarstalent fra en anden 1. divisionsklub.
Hos akademikerne har klubben hentet defensivspilleren, Daniel Thorup, der fik sin debut på det danske U18-landshold i september måned, på en kontrakt frem til sommeren 2015.
FCN’s talent-team beskriver primært backen som en hårdtarbejdende, viljestærk, teknisk og taktisk dygtig spiller, der først og fremmest skal spille på klubbens U19-mandskab.
“Jeg har været i klubben, siden jeg var fem år gammel, så det er klart, at AB har været en kæmpe del af mit liv. Jeg har stiftet en masse gode kammeratskaber, fået en masse store oplevelser, og samtidig har jeg haft mange dygtige trænere, som alle har bidraget til min udvikling,” siger Daniel Thorup til AB’s hjemmeside og tilføjer:
“Nu ser jeg frem til at komme til en anden klub, hvor jeg forhåbentligt kan fortsætte min udvikling, og så håber jeg bare, at der venter endnu flere store oplevelser forude”
I samme ombæring har FCN sendt den 22-årige offensivspiller, Nichlas Rohde, den modsatte vej til AB, hvor han skal spille foråret ud.