
Foto: Manchester City
Manchester City har i dag præsenteret Kyle Walker som ny forstærkning til højrebacken. Hans kontrakt gælder til 2022.
En stor handel i Premier League har i dag fundet sted, eftersom Tottenham er nået til enighed med Manchester City om en handel om højrebacken Kyle Walker.
Den 27-årige englænder har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2022. Han bliver udstyret med trøje nummer 2.
“Jeg er rigtig glad for at skrive under med City, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang,” siger Kyle Walker til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Pep Guardiola er én af de mest respekterede managere i verden, og jeg føler, at han kan hjælpe mig med at løfte mit spil til næste niveau.”
Samtidig kan han nu kalde sig verdens dyreste forsvarsspiller med et anslået prisskilt på 457 millioner kroner.
Walker skiftede til Tottenham fra Aston Villa i sommeren 2011. Han nåede i alt at spille 229 kampe for Spurs, hvor det blev til 21 assists og fire scoringer.