Watford har lavet klubbens hidtil største transfer. I Granada har de erhvervet sig angriberen, Isaac Success, og udstyret ham med en femårig kontrakt.
Watford er i færd med oprustningen til den kommende Premier League-sæson, og i dag kom den tredje sommertransfer i hus – endda den største i klubbens historie.
The Hornets har nemlig hentet det 20-årige offensive stortalent, Isaac Success, i Granada for et rekordbeløb. Det skriver de på deres hjemmeside, hvor den eksakte transfersum dog ikke oplyses.
Isaac Success lavede i sidste sæson seks mål i 30 La Liga-kampe og blev kåret til den bedste spiller i den spanske klub. Nigerianeren har fået en femårig kontrakt på Vicarage Road.