Winston Reid har underskrevet en ny seks et halvt år lang kontrakt med West Ham United, således han er at finde i Hammers-trikoten frem til sommeren 2021.
Både James Tomkins og Mark Noble har i den seneste måneds tid bundet sin fremtid til West Ham, og nu følger en anden af holdets profiler trop.
The Hammers meldte nemlig ud i morges, at Winston Reid har sat sin underskrift på en langtidskontrakt frem til sommeren 2021.
”Det er en af de ting, der tager noget tid, men vi blev enige til sidst, og jeg er meget glad for at skulle være her i den næste fase af min karriere. Jeg ser frem til det.”
”I sidste ende føler jeg mig tilfreds her. Jeg snakkede med formand David Sullivan og de andre, og jeg følte mig værdsat her. Han var meget opsat på at få aftalen i hus og beholde mig i klubben, så jeg vil gerne takke ham for det, og jeg er glad for at være her de næste seks år,” udtaler forsvarsspilleren til West Hams hjemmeside.
Winston Reids forhenværende kontrakt med West Ham United stod til at udløbe til sommer, og den 26-årige ex-FCM-spiller var umiddelbart ikke fristet af at forlænge med London-klubben i januer måned, da han var på ønskelisten i flere store europæiske klubber.
Alligevel kom det frem forleden, at parterne nu var nået til enighed om en ny aftale, som så i dag er blevet bekræftet af West Ham såvel som Reid.
Winston Reid skiftede i 2010 fra FC Midtjylland til The Hammers efter en fin VM-slutrunde for New Zealand. Englænderne betalte næsten 40 millioner kroner for ham.