Yaya Toure har forlænget sin kontrakt med Manchester City, hvor han vil være at finde i yderligere en sæson.
Stik mod alle rygter og forventninger har den ivorianske midtbanespiller Yaya Toure i dag sat sin underskrift på en ny aftale med Manchester City.
Det bekræfter de lyseblå bysbørn på deres hjemmeside, hvor det endvidere oplyses, at aftalen løber frem til næste sommer.
“Yaya Toure har været en fantastisk spiller for Manchester City og fortsætter med at være en vigtig spiller for Pep Guardiola. Han er en af de meste erfarne spillere i truppen, og vi er glade for, at han ønskede at forlænge med os,” siger Txiki Begiristain.
Det lå bestemt ikke i kortene tidligere på året, at Yaya Toure ville forlænge med Manchester City, som han skiftede til fra FC Barcelona i 2010.
I starten af sæsonen var han enten henvist til bænken eller helt uden for Pep Guardiolas trup, men det lykkedes altså den 34-årige midtbanespiller at kæmpe sig tilbage på holdet – og til en ny kontrakt.