I kølvandet af Christian Poulsens landsholdsstop har en anden rutineret herre valg at sige stop. Nemlig førstemålmanden Thomas Sørensen med 101 landskampe.
36-årige Thomas Sørensen har sagt farvel til det danske landshold efter 13 års landsholdsfodbold og over 100 landskampe, nemlig lige præcis 101 styks.
Nyheden kommer lige efter at landsholdsanføreren Christian Poulsen også valgte at sige stop.
Disse to stop på landsholdet markerer et generationsskifte på det danske landshold, da specielt Poulsen og Thomas Sørensen har defineret landsholdet op igennem 00’erne i både medgang og modgang.
Thomas Sørensen skulle løfte en tung arv fra den bedste målmand Danmark endnu har set, Peter Schmeichel, efter han stoppede sin karriere i 2000. Siden da har Sørensen modtaget både ris og ros for sine optrædener for det danske landshold.
Mange husker droppet mod England i 2002, og andre vil huske hans brandkamp mod Italien ved EM-slutrunden umiddelbart efter i 2004. En kamp som i øvrigt endte 0-0.
“Thomas har været rygraden på holdet i næsten hele min periode som landstræner. Han ventede tålmodigt på sin tid som førstemålmand, og han har taget imod konkurrencen fra andre keepere undervejs. Han er en fantastisk målmand og en fantastisk holdspiller,” siger landstræner Morten Olsen til DBU’s hjemmeside og fortsætter roserne:
“Men han har også været landsholdets nummer 1 i mere end 10 år, og derfor synes jeg, det er en klog beslutning, han er kommet frem til. Thomas har ført os til tre slutrunder og været førstemålmand under alle tre slutrunder, og han skal huskes som vores nummer ét. Ikke som nummer 16 eller 23. Jeg vil gerne takke ham for en loyal og altid professionel indstilling,” slutter Morten Olsen, som slutter samarbejdet med sin målmand igennem 12 år.
Udover sine 101 landskampe, har 36-årige Sørensen vogtet buret for Danmark ved tre slutrunder – i 2002, 2004 og 2010, mens han agerede reservemålmand for Schmeichel i 2000.
1 kommentar
Yes, Så slår Lindegaard til 🙂