Palermo-præsident: Makienok skal væk nu

0

Simon Makienok - PalermoPalermos præsident Maurizio Zamparini mener ikke, at Simon Makienok passer til holdets spillestil. Derfor skal han væk, og helst i januar-transfervinduet.

Palermo betalte lidt over 22 millioner kroner for Simon Makienok, da han skiftede fra Brøndby IF i slutningen af august måned i år.

Det var klubbens daværende sportsdirektør Franco Ceravolo, som længe havde fulgt Makienok, og i sidste ende fastslog, at klubben måtte hente danskeren.

Men danskeren har aldrig for alvor fået muligheden for at vise sit værd, og da Ceravelo blev fyret i efteråret, forstandt det meste af håbet for den tårnhøje angriber.

Palermo-præsidenten Maurizio Zamparini forklarer nu, at Makienok-handlen var en af årsagerne til at Ceravelo blev smidt på porten. En anden forklaring var indkøbet af forsvareren Sol Bamba fra Elfenbenskysten.

“Jeg havde fuld tillid til ham (Ceravolo), da han hentede Makienok og Bamba. Men han skuffede mig rigtig meget. Danskeren passer slet ikke ind i den spillestil, som Ianchini (Palermo-træner, red.) vil spille og er aldrig blevet integreret i Serie A. Spilleren fra Elfenbenskysten har også skuffet mig,” siger Zamparini et interview søndag med lokalavisen Giornale di Sicilia ifølge BT.

Zamparini var tidligere i december også ude efter danskeren, hvor han tilmed hævdede, at han havde problemer med konen Ibi Støving. Det afviste hun dog pure.

Men det er ganske vist, at både Makienok og Bamba skal væk fra Palermo, og efter klubbens ønske allerede i næste måned.

“Vi arbejder på nogle forskellige løsninger med begge på markedet, men det er selvfølgelig ikke let efter så kort tid i klubben,” forklarer Zamparini, som er kendt for at have en kort lunte, når det gælder spillere og trænere.

Der spekuleres i, om Makienok i første omgang bliver udlejet, mens BT også skriver, at klubben har overvejet helt at ophæve kontrakten. Det virker dog en anelse for drastisk for Zamparini trods alt.

Udfordringen i forbindelse med et skifte er, at Makienok allerede har spillet for både Brøndby og Palermo i denne sæson. Det betyder, at han er nødsaget til at skifte til en klub, der følger kalenderåret, hvilket både den svenske og norske liga gør.

Norske Molde og svenske IFK Göteborg kunne være to oplagte muligheder i den forbindelse, skriver avisen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE