
Foto: Shutterstock
Paul Pogba har blomstret markant op i Manchester United, siden Ole Gunnar Solskjær satte sig i manager-sædet.
Den 26-årige franskmand har dog ikke lagt en gammel drøm væk af den grund. Pogba fortæller, at han drømmer om at spille i Real Madrid under klubbens nye cheftræner, Zinedine Zidane.
“Som jeg altid har sagt, så er Real Madrid en drøm for alle. Det er én af de største klubber i verden,” fortalte Pogba på en pressemøde onsdag ifølge Goal.com, og han fortsatte:
“Der er også Zidane som træner, og det er en drøm for alle, som kan lide fodbold.”
“Lige nu er jeg i Manchester. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg er glad i Manchester.”
Paul Pogba skiftede tilbage til Manchester United i sommeren 2016 fra Juventus. I sin første periode i United spillede han der fra 2011 til 2012 med blot tre kampe på CV’et.