
Foto: Shutterstock
Den franske Paris Saint-Germain-stjerne, Kylian Mbappé, er en eftertragtet spiller, og blandt andre Real Madrid kædes kraftigt sammen med franskmanden, mens Liverpool FC også har været sat i forbindelse med ham.
Bejlerne kan i fremtiden se frem til at skulle betale markant mindre for Mbappé i transfersum, hvis man spørger den franske Europa Parlaments-politiker, Daniel Cohn-Bendit.
I sin klumme i den franske avis Ouest France spår han, at Mbappé blot vil koste omkring 40 millioner euro efter corona-krisen.
“Efter Corona-krisen vil Mbappé ikke koste mere end 35-40 millioner euro mod de nuværende 200 millioner euro. Denne krise gør en ende på den irrationalitet, som findes i professionel sport. Det er ligesom, hvis der havde været et atom-angreb og man skulle til at genopbygge det hele, men ud fra andre værdier,” skriver han blandt andet i klummen og fortsætter:
“Der bliver en de facto-regulering. Det vil være nødvendigt at gå endnu længere med en øvre grænse for lønninger. Det er en reorganisering, som ikke kun omhandler spillernes løn, men også deres image-rettigheder.”
“Vi er nødt til at nedbryde systemet af ledere, som gennemfører overdrevne handler i fodbold. Jeg tror ikke, at fodboldspillerne gør det dårligere, fordi de går ned i løn. I fremtidens TV-kontrakter inden for fodbold, bliver man nødt til at fastsætte en procentdel til den olympiske sport og til amatørsporten, for eksempel.”