Serie A-bundproppen Pescara har fundet deres midlertidige træner, nemlig Primavera-træneren Christian Bucchi, hvis licens dog maksimalt gælder i 30 dage.
Efter et horribelt 2013 for den lille klub Pescara, valgte de forleden at fyre træner Cristiano Bergodi, der knap nok nåede at sætte sig i trænersædet siden sin tiltræden i slut-november.
Dermed var der taget en konsekvens af Pescaras rutsjebanetur ned gennem pladserne i Serie A den seneste tid, hvor de nu ligger på ligaens sidsteplads – á point med Palermo og Siena.
Derfor har Pescara valgt at forfremme Primavera-holdets [ungdomsholdet]træner, den 36-årige Christian Bucchi, til førsteholdstræner. Han har dog ikke de nødvendige licenser til at bestride et job som dette.
”Bucchi har fået dispensation til de næste 30 dage. Det giver os tid til at finde en løsning,” udtaler Pescara-præsident Daniele Sebastini til Sky Sports Italia.
Christian Bucchi var i sin tid som professionel fodboldsspiller kendt for at lave en masse mål. Så sent som i 2005/2006-sæsonen blev den nykårede cheftræner ligatopscorer med 29 træffere for Modena i Serie B.