Ifølge Il Corriere dello Sport har stenrige PSG budt omkring 500 millioner kroner for den brasilianske Milan-duo, Pato og Thiago Silva.
Der går stort set ikke en dag, hvor franske PSG ikke bliver sat i forbindelse med alverdens store fodboldnavne.
Igen i dag er der rygter, som sender et par stjerner til de franske vicemestre. Der er tale om AC Milan-spillerne, Pato og Thiago Silva.
Thiago Silva har dog flere gange givet udtryk for, at han nyder at være i AC Milan, og at han sagtens kunne forestille sig at blive der resten af karrieren.
Anderledes ser det ud for Pato, der i flere omgange har været meldt på vej til PSG. Pato har døjet med skader det sidste års tid, hvilket har betydet småt med spilletid til den unge brasilianske angriber.
PSG vil, uanset om de får handlet i AC Milan eller ej, fortsætte jagten på forstærkninger mod den nye sæson.