Paris Saint-Germains cheftræner, Laurent Blanc, bekræfter, at Christian Eriksen er på klubbens ønskeliste. Et franske medie skriver, at PSG vil byde på Eriksen senest næste sommer.
Paris Saint-Germain har tidligere forsøgt at hente Christian Eriksen til klubben. Men det lykkedes som bekendt ikke.
PSG har dog ikke streget Tottenham-stortalentet på deres ønskeliste.
Ifølge den franske sportsavis L’Equipe vil Paris Saint-Germain byde på Eriksen igen senest til sommer.
“Jeg mener, at han er noget af det bedste, Ajax-skolen har leveret i flere år. Han har udviklet sig endnu mere i Premier League, hvor man tydeligt kan se hans stærke kompetencer,” siger træner Laurent Blanc til L’Equipe ifølge BT, og han uddyber:
“Han er en ønskespiller, fordi han stadig er ung og kan udvikle sig mere. Hvis muligheden opstår, er han interessant for os.”
PSG var i sommeren 2013 på jagt efter Eriksen, hvor klubben angiveligt var klar til at betale Ajax Amsterdam det dobbelte af, hvad Tottenham endte med at betale.
Men Christian Eriksen valgte Tottenham, idet han mente, at sandsynligheden for spilletid og udvikling var større i London-klubben på daværende tidspunkt.