
Foto: shutterstock.com
Den franske sportsavis L’Equipe skrev fredag, at Paris Saint-Germain overvejer at sælge enten Neymar eller Kylian Mbappé for at slippe for en mulig Financial Fair Play-straf.
PSG afkræfter nu dette i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
“Vi benægter disse fuldkommen latterlige og fejlagtige rygter, der kun skaber et værre forhold mellem klubben og mediet. Paris Saint-Germain undrer sig over L’Equipes motiver i dækningen af klubben, og det sætter spørgsmålstegn ved mediets integritet og troværdighed,” skriver PSG blandt andet i deres pressemeddelelse.
I september måned åbnede UEFA en FFP-undersøgelse af PSG. Såfremt klubben bliver kendt skyldig i overtrædelse af reglerne, så kan straffen være udelukkelse fra europæiske klubturneringer.