PSG og PSV Eindhoven var enige om en pris på Memphis Depay, da Manchester United kom ind fra siden og snuppede den talentfulde hollænder.
Manchester United hentede torsdag det 21-årige stortalent Memphis Depay, men det var tæt på, at hollænderen var havnet i fransk fodbold i stedet.
PSV Eindhovens sportsdirektør Marcel Brands fortæller nemlig, at klubben var enig med Paris Saint-Germain om en købspris på Depay, hvorfor et skifte blot var millimeter fra at blive en realitet.
”PSG var allerede meget seriøse omkring Memphis før vinterpausen. Vi var nået til enighed med PSG, og hvis du havde spurgt mig, hvor han ville skifte hen, for et par dage siden, havde jeg svaret PSG.”
”Det var først i de sidste 48 timer, at Manchester United gjorde alvor af deres interesse, og tingene gik meget hurtigt efter det. I sidste ende er det spilleren, der bestemmer, og han ville til Manchester,” fortæller Marcel Brands ifølge Omroep Brabant.