Real Madrid kunne torsdag offentliggøre et stort overskud for det seneste regnskabsår. Klubbens gæld er dog vokset markant.
Real Madrid kunne torsdag præsentere årsregnskabet for det seneste år, der viser et netto-overskud på 313 millioner kroner, hvilket er en stigning på 9,1 procent i forhold til året før.
Årsagen til stigningen i overskuddet er blandt andet, at klubben har øget sine indtægter med 9,4 procent, således, at hele 4,93 milliarder kroner er løbet gennem klubbens økonomiafdeling på et år.
Real Madrid noterer også i regnskabet, at en del af indtægterne kommer fra spillersalg, blandt andre af Angel di Maria til Manchester United.
Det er dog værd at bemærke, at klubbens gæld samtidig er steget markant. Godt 716 millioner kroner skylder klubben sine kreditorer. Det er 24 procent mere end i 2013/2014-sæsonen.