Richards stopper karrieren og får rolle i City

0
Richards stopper karrieren og får rolle i City

Foto: Shutterstock

Det tidligere stortalent Micah Richards har på grund af en knæskade valgt at stoppe sin karriere. I stedet får han en rolle i eks-klubben Manchester City.

Micah Richards blev spået en stor fremtid, da han i 2005 debuterede for Manchester City som 17-årig.

Den stærke midtstopper blev dog aldrig den verdensstjerne, som mange havde troet, at han ville blive, og nu er karrieren så ovre for englænderen.

31-årige Richards, der siden 2015 har været på kontrakt i Aston Villa, har nemlig valgt at lægge støvlerne på hylden på grund af en knæskade, der har gjort, at han ikke spillet en kamp siden oktober 2016.

Det er formentlig tiden i Manchester City, som de fleste vil huske Richards for. Og den nu tidligere forsvarsspiller skal også i fremtiden være i den klub, hvor han igennem en tiårig periode nåede 246 kampe.

Richards fortæller nemlig til Manchester Citys hjemmeside, at han får en rolle hos de engelske mestre, som dog endnu ikke er defineret.

Det blev også til 13 engelske A-landskampe for Richards, der allerede som 18-årig debuterede for Three Lions.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE