Det er ikke Raheem Sterlings skyld, at han og Liverpool ikke kan blive enige om en ny kontrakt, mener manager Brendan Rodgers.
Raheem Sterlings kontrakt med Liverpool udløber godt nok først om to et halvt år, men allerede nu forhandler det engelske stortalent med klubben om en forlængelse.
Parterne kan dog ikke nå til enighed, og Sterling har på det sidste fået massiv kritik for sin håndtering af hele kontraktsagen efter et interview med BBC.
Liverpool-manager Brendan Rodgers mener dog ikke, at den unge offensivspiller har skylden for den manglende forlængelse.
”Dette er en ung knægt, som er blevet rådgivet til at gøre noget andet. Som en 20-årig dreng ringer man ikke og beder om at tale med BBC. Især ikke ham. Han vil bare spille fodbold,” fortæller Rodgers ifølge flere engelske medier og fortsætter:
”Det er hans rådgiveres job at se efter, hvilke muligheder der er. Men med to et halvt år tilbage (af hans kontrakt, red.), skal han ingen steder til sommer – det er helt sikkert. Vi vil sætte os ned med hans rådgivere og forhåbentligt finde en løsning til sommer.”
Raheem Sterling har eftersigende afvist Liverpools seneste tilbud, der ellers indeholdt en ugeløn på mere én million kroner.