
Foto: Rosenborg
Rosenborgs cheftræner Kåre Ingebrigtsen forklarer, at missionen om at hente den danske angriber, Nicklas Bendtner, startede som en joke.
Rosenborg præsenterede mandag aften Nicklas Bendtner som ny forstærkning i truppen. Bendtner har underskrevet en treårig aftale med nordmændene.
Klubbens cheftræner Kåre Ingebrigtsen afslører, at missionen med at hente Bendtner til klubben startede som en joke.
“Det startede som en ren spøg. Det var bare en vild idé, et navn, som blev slynget ud. Vi talte om det og lagde det væk igen. Men efter en times tid blev vi enige om i hvert fald at give det chancen. Vi kunne ikke få andet end et nej,” siger cheftræner Kåre Ingebrigtsen til VG.
LÆS OGSÅ: Officielt: Bendtner skifter til Rosenborg
Det var ikke vanskeligt at overtale Bendtner til at skifte til det norske.
“Jeg fortalte ham, at Rosenborg plejer at score 70-80 mål på en sæson. Vores spids får tilpas mange chancer, og de angribere som scorer mål for os, de plejer at forsvinde igen. I slutningen af processen her var det Bendtner selv, som pressede på for at få det til at blive til noget,” siger Rosenborg-træneren.
Bendtner er hentet ind som afløser for landsmanden Christian Gytkjær, der blev solgt til tyske 1860 München tidligere på året.