Angel Di Maria er tæt på et skifte fra Manchester United til Paris Saint-Germain. Klubberne skulle være enige om en pris.
Der er blevet sagt og skrevet meget om Angel Di Maria, hans Manchester United-fremtid og mulige skifte til Paris Saint-Germain i dette transfervindue.
Nu ser det dog ud til, at historien om argentineren, der sidste sommer blev Premier Leagues dyreste fodboldspiller, snart får en afslutning.
I hvert fald var offensivspilleren ikke med dét fly til USA, som skulle have forenet ham med sine holdkammerater forud for Manchester Uniteds kamp mod FC Barcelona i aftes – og dét til stor underen for Louis van Gaal.
”Jeg har hørt, at han ikke var med flyet, og mere kan jeg ikke sige,” har United-manageren udtalt til Sky Sports.
Det fik straks franske L’Equipe til at bringe historien om, at Manchester United og Paris Saint-Germain nu skulle være enige om en pris på Angel Di Maria.
”Manchester United har accepteret et bud på 470 millioner kroner. Et skifte kan være på plads allerede mandag”, rapporterede avisen lørdag aften.
Netop Manchester United og Paris Saint-Germain møder hinanden onsdag aften i USA, og ifølge franskmændenes træner kommer vi til at se en afklaring inden da.
”Vi forventer, at han kommer til USA, men for hvilket hold han spiller – det ved vi endnu ikke.”
”Hvis han skifter, så håber vi, at det er til PSG, men der er stadig to andre store klubber i spil for ham. Vi må bare vente,” siger Laurent Blanc til RMC.
Selvsamme medie, altså RMC, skrev også tidligere på ugen, at 27-årige Angel Di Maria allerede har flyttet sin familie fra Manchester til Paris.
Nu er der ikke andet for end at vente og se, hvor transfersagaen om den fortabte argentiner ender henne.