César Santin blev tilbudt til Vendsyssel FF i januar måned, men ex-FCK’erens lønkrav satte en stopper for et skifte til 1. divisionsklubben.
Vendsyssel FF klarer det over al forventning i den næstbedste danske fodboldrække, men på transfermarkedet kan de endnu ikke spille med de helt store muskler.
Det måtte den nordjyske klub sande, da de i vinterenes transfervindue blev tilbudt den forhenværende FCK-profil, César Santin, hvis lønkrav dog var for store i forhold til Vendsyssels budget.
”Vi var lidt i kontakt med César Santin, men det var på et forholdsvis ukonkret niveau. Lønmæssigt ligger han en del over det, vi kan klare. Nogle gange kan man selvfølgelig godt have svært ved at sige nej til sådan én, men i forhold til vores plan og strategi med at få nogle lidt yngre kræfter ind passede han ikke ind i vores koncept,” forklarer Jacob Krüger, der er sportschef i Vendsyssel FF, til BT.
Avisen mener endvidere at vide, at César Santin vil have 40.000 kroner om måneden udbetalt, hvorfor 1. divisionsklubben skulle betale ex-FCK’eren cirka 75.000-80.000 kroner om månenden, og det var altså mere, end hvad økonomien i Vendsyssel tillader.