Schmeichel overvejer jobbet som United-sportsdirektør

0
Schmeichel overvejer jobbet som United-sportsdirektør

Foto: shutterstock.com

Peter Schmeichel overvejer at melde sig som kandidat til Manchester Uniteds felt over mulige sportsdirektører.

Manchester Uniteds ledelse pønser på at ansætte en sportsdirektør som et tiltag i en ny struktur i klubben.

Den danske landsholdslegende og tidligere United-profil, 55-årige Peter Schmeichel, overvejer at melde sig som kandidat til jobbet.

“Alle kigger på dig og vurderer dig, men det er jeg ikke bange for. Det er også noget helt andet end det, jeg har arbejdet med tidligere,” siger Schmeichel, som blandt andet har arbejdet som TV-vært i ind- og udland.

“Jeg vil virkelig gerne involveres i fodboldverdenen igen på et tidspunkt. Jeg ved godt, at jeg bliver ældre, men mit liv har bare taget en anden retning, siden jeg stoppede fodboldkarrieren.”

Hvis Schmeichel bliver ansat, vil han gerne tilbage til de gamle dyder.

“Det er virkelig vigtigt at få Manchester United-kulturen og identiteten tilbage. Jeg ser gerne, at en tidligere spiller får jobbet, som kan bringe noget af Sir Alex Fergusons mentalitet tilbage til klubben.”

“Jeg overvejer ‘Har jeg kvaliteterne?’. Og hvis jeg får et positivt svar på det, så vil jeg smide mit navn i puljen. Jeg tænker grundigt over det i løbet af jul og nytår, og træffer en beslutning.”

Peter Schmeichel stod 398 kampe i målet for Manchester United i perioden 1991 til 1999.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE