Sevilla-angriberen, Iago Aspas, har fortalt klubbens ledelse, at de skal hente danske Michael Krohn-Dehli til sommer.
Michael Krohn-Dehli har imponeret stort i denne sæson for Celta Vigo, og med kontraktudløb til sommer er danskeren blevet en eftertragtet herre.
Således er klubber som Sevilla og Villarreal blevet meldt interesseret i den forhenværende Brøndby-spiller, og Iago Aspas fra førstnævnte klub håber, at de henter Krohn-Dehli til sommer.
”Jeg har fortalt Monchi (Sevillas sportsdirektør, red.), at han skal hente en spiller fra Celta. Jeg er vild med Krohn-Dehli. Jeg var ikke helt overbevist, da jeg så ham første gang, men som årene er gået, spiller Celta fantastisk takket være ham.”
”Hvis de hører, hvad jeg siger i Celta, slår de mig ihjel, men det ville ikke være en dårlig handel for Sevilla. Når man ser ham på TV, lægger man ikke så meget mærke til ham, men ser man på hans statistikker, løber han konstant og taber aldrig bolden, og han kan blive endnu bedre,” fortæller Iago Aspas til Radio Marco.
Iago Aspas kender 31-årige Michael Krohn-Dehli fra en fælles tid i Celta Vigo, som fortsat håber at kunne forlænge med danskeren.