Silkeborg IF’s offensive profil, Christian Holst, har i dag tegnet en kontraktforlængelse, der binder ham til udgangen af 2012.
Christian Holsts oprindelige kontrakt med Silkeborg IF stod til at udløbe til sommer, men i dag kunne den 29-årige offensivspiller få ro i sindet, da han satte sin signatur på en kontraktforlængelse. Parternes nye aftale gælder frem til udgangen af 2012.
“Jeg synes, at jeg i Silkeborg spiller for et godt fodboldhold og en klub, som jeg tror på både nu og fremadrettet. Jeg føler, at jeg har haft en opadgående kurve i min tid i klubben, og på den måde har det været naturligt for mig at ville forlænge,” fortæller Holst til Silkeborgs hjemmeside og uddyber:
“Da klubben var af samme holdning, var det jo lige for, så det er dejligt at få tingene på plads og være nået til enighed.”
Silkeborg IF’s cheftræner Troels Bech er selvfølgelig også glad for det videre samarbejde med Holst, der kom til klubben i sommeren 2008 fra Lyngby Boldklub.
“Christian Holst er en spiller, som på sine gode dage løfter vores hold op på et niveau, hvor vi kan slå hvem som helst. Hans timing og teknik gør ham i stand til at spille på små områder, som jo er et af holdets varemærker, og han er lige nu i sin bedste fodboldalder. Derfor glæder vi os naturligvis også rigtig meget over at kunne fortsætte det gode samarbejde,” forklarer Troels Bech.