Real Madrids jagt på Juventus-profilen Paul Pogba intensiveres nu. Klubben har holdt møde med Pogbas agent, Mino Raiola. Det skriver Sky Sports.
Real Madrid kan blive den storklub, der løber med Paul Pogbas eftertragtede underskrift i løbet af sommerens transfervindue.
Ifølge Sky Sports har Kongeklubben nemlig været til møde med Pogbas agent, Mino Raiola.
Mødet skulle have fundet sted i Monaco i tirsdags, hvor Real Madrids José Ángel Sánchez mødtes med agenten.
Det forlyder, at parterne stort set er enige om betingelserne, selvom lønnen var et stort forhandlingspunkt. Men man skulle være nået til enighed om 10 millioner euro netto årligt, mens franskmanden får en kontrakt af fem års varighed.
Real Madrid mangler dog fortsat at nå til enighed med Juventus om købssummen for Pogba, og her kan andre af Reals spillere blive en del af handlen.
Juve er interesserede i at få en afklaring på Alvaro Moratas situation, mens man tidligere har vist interesse for Reals offensive profiler, Isco og James Rodriguez.