Det 33-årige førstevalg mellem stængerne i SønderjyskE, Marin Skender, har forlænget sin kontrakt med sønderjyderne for de kommende to sæsoner.
I efteråret havde SønderjyskE store målmandsproblemer, men disse blev løst, da klubben i vinterens transfervindue hentede den 33-årige Marin Skender.
Han har tidligere på sæsonen krydset klinger med dansk fodbold, da han, sammen med sit hold Dila Gori, slog AGF ud afeuropæisk fodbold.
Nu har han forlænget sin kontrakt med SønderjyskE med to sæsoner, frem til sommeren 2015. Det er noget der glæder sportschef Ole Nielsen.
”Marin Skender er en klassemålmand. Han har fra første fæd leveret en konstant og overbevisende indsats. Han er umådelig ambitiøs og målrettet, og tillige er han en fantastisk person i omklædningsrummet,” siger Ole Nielsen i en pressemeddelelse.
”Marin Skender har bidraget flot til resultaterne i dette forår, hvor han har leveret flere kampafgørende redninger. Han er med sin autoritet og udstråling en tryg og sikker, sidste skanse i det lyseblå forsvar, og vi er rigtig glade for, at det lykkedes at forlænge samarbejdet med ham,” uddyber han.
Marin Skender har spillet 13 kampe for SønderjyskE, hvor det er lykkedes modstanderen at score 16 mål, mens SønderjyskE har hentet 20 point.