PS&E, der står bag fodboldklubben FC København, har netop præsenteret et overskud på 37,6 millioner kroner for årets første seks måneder.
FC København spillede sig tirsdag aften ind i fodboldens fineste selskab, Champions League, hvilket har fået selskabet bag fodboldklubben, Parken Sport & Entertainment, til at opjustere forventningerne til årets resultat.
Det har PS&E netop berettet i en selskabsmeddelse, hvori de samtidig har præsenteret et overskud på 37,6 millioner kroner for første halvdel af kalenderåret 2016 – et markant bedre resultat end for samme periode sidste år, hvor de måtte stå til ansvar for et minus på 30,8 millioner kroner.
Forventningerne til årsresultatet lyder nu på en omsætning på mellem 1,4 og 1,45 milliarder kroner, mens overskuddet ventes at lande et sted mellem 225 og 250 millioner kroner.