Den spanske presse er enig om, at Levantes målmand Keylor Navas skifter til Real Madrid i den nærmeste fremtid. Real udstyrer Navas med en femårig kontrakt, skriver de spanske medier.
Keylor Navas spillede en stor rolle for Costa Ricas flotte præstationer under VM i Brasilien.
Nu tyder meget på, at Levante-keeperen skal forberede sig på et klubskifte.
En enig spansk presse skriver, at Real Madrid og Levante er blevet enige om overgangssummen. Det er sket hurtigt, idet Real har valgt at betale Navas’ frikøbsklausul på 75 millioner kroner.
Navas vil skrive en femårig kontrakt med Real Madrid, og han kan se frem til en femdobling af sin nuværende løn. I Real Madrid ventes han at tjene 13,5 millioner kroner om året.