Spillerforeningen er atter efter Divisionsforeningen, og ifølge BT kræver de en kompensation på 26 millioner kroner.
Den efterhånden berømt og berygtede feriepengesag mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen, der har kostet flere Superliga-klubber adskillige millioner, er endnu ikke afsluttet.
Alligevel åbner Spillerforeningen nu en ny sag, der kan ende med at koste klubberne endnu mere.
I spillernes overenskomst fra 2004 var et punkt om, at Spillerforeningen skulle belønnes med en procentdel af Superligaens kommercielle indtægter fra de forskellige indtægtskilder, men de penge har man aldrig set.
Det kommer nu til at koste Divisionsforeningen næsten 26 millioner kroner – nærmere bestemt 25,8 mio. – ifølge BT.
I August 2013 fik Spillerforeningen medhold i arbejdsretten, og nu er det op til Fodboldens Voldsgiftsret at beslutte, hvor meget foreningen har krav på.
”VI ser det ikke umiddelbart som, at det kommer til at koste dansk fodbold penge bagudrettet. Det gør vi ikke, fordi omkostningerne af etableringen, lanceringen og driften af Superliga-varemærket overstiger indtægterne,” fortæller direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, til BT.
Voldsgiftsretten træffer en afgørelse i sagen i juni måned.