Spillerforeningen har tirsdag fået medhold i en sag mod DBU om betaling af forsikring og en række kommercielle aktiviteter.
Spillerforeningen og DBU annoncerede tilbage i juli måned, at parterne ikke kunne blive enige om en sag vedrørende betaling af forsikringer og sponsoraftaler, og derfor skulle sagen afgøres i en voldgiftssag.
Sagen er i dag blevet afgjort, og den er faldet ud til Spillerforeningens side. Det glæder landsholdsanfører Simon Kjær.
“Den her afgørelse underbygger det, vi har været overbevist om i hele forløbet. Vi har bestemt ment, at det er sådan her, de tre kollektive aftaler skal forstås, og det har vi nu fået underbygget af voldgiften,” siger Simon Kjær til Spillerforeningens hjemmeside og uddyber:
“Det har været enormt frustrerende for os spillere at skulle bruge tid og energi på de her ting, som vi allerede har aftalt med DBU. Det er vigtigt, at der er fuldkomment styr på så vigtige ting som forsikringer og kommercielle rettigheder. Det er vi tilfredse med, at der er nu, så kan vi kan komme videre i teksten.”
Afgørelsen betyder ifølge Spillerforeningen, at DBU nu er forpligtet til at betale spillerne for A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet for blandt andet forsikringer og andele i kommercielle aktiviteter.
DBU-direktør: Det påvirker ungdomsfodbolden
DBU’s direktør Claus Bretton-Meyer fortæller, at kendelsen nu får konsekvenser for unionens arbejde med ungdomsfodbold.
“Det er godt at få en afklaring, så vi kan få arbejdsro i arbejdet med vores landshold. Samtidig er det med kendelsen understreget, at vi i de næste landsholdsaftaler skal være meget detaljerede i aftaleteksten. Ellers vil spillernes fagforening tydeligvis udnytte enhver tvivl til at kræve flere penge, som vi så ikke kan investere i talentudvikling, børnefodbold og andre vigtige formål,” siger Claus Bretton-Meyer til DBU’s hjemmeside og fortsætter:
“Vi lever selvfølgelig op til vores aftaler og betaler nu de penge, der er til gode – lige som vi jo løbende betaler honorar til landsholdsspillerne.”
“Men vi har også ansvar for at investere i børnefodbold og talentudvikling, og når forsikringsaftalerne bliver markant dyrere, er der færre penge til den type investeringer. Og det går ud over fremtidens talenter – og ud over Sofie og Sofus, der spiller U7-fodbold i den lokale klub i Himmelev, Hanstholm eller hvor det nu måtte være.”
DBU oplyser, at aftalen med A-landsholdet løber frem til sommeren 2018, mens aftalerne med U21- og kvindelandsholdet løber frem til sommer, og at der bliver indledt forhandlinger allerede i næste uge.