FC Københavns manager Ståle Solbakken mener, at Andreas Cornelius’ skifte til Atalanta er yderst fortjent. Han har arbejdet hårdt.
Andreas Cornelius blev i dag annonceret som ny angriber i Atalanta. Danskeren skifter til Serie A-klubben efter denne sæson.
FCK’s manager Ståle Solbakken har masser af roser til den 24-årige angriber.
“Corner har altid været garant for 100 procents indsats for klubben og holdet. Han har kæmpet sig stærkt tilbage fra en stor skade og været et forbillede i truppen med sin arbejdsiver. Vi kan altid regne med stenhårdt arbejde fra Corner, uanset om vi træner eller spiller Champions League-kamp,” fortæller Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han også vil gøre i resten af sin tid her. Vi glæder os alle både på hans og klubbens vegne over, at det her er gået i orden. Det var Corners tur nu, og han har arbejdet hårdt for at få en chance mere. Det får han nu og det er meget velfortjent.”
FCK’s nuværende strategi handler blandt andet om at sælge profilerne, fortæller klubbens direktør.
“Vi er tilfredse med, at vi igen har lavet et stort salg til en af de største ligaer i Europa. Andreas har leveret en stor indsats for klubben og fortjener at få en ny chance i en stor liga. Det er en del af vores strategi at have spillere, der med FCK som base bliver attraktive for de største ligaer, og det er den her handel et godt eksempel på,” siger FCK-direktør Anders Hørsholt.
Foruden Cornelius er Ludwig Augustinsson også solgt til tyske Werder Bremen tidligere på sæsonen, mens holdets anfører Mathias Zanka Jørgensen efter planen bliver solgt til sommer.