Forud for søndagens derby mod Brøndby afslører FCK’s manager Ståle Solbakken, at Dynamo Kiev i sommer viste interesse for Thomas Delaney.
I et stort interview med tribunen.com forklarer FC Københavns manager Ståle Solbakken, at han anser den brede spillertrup som den største årsag til denne sæsons gode resultater.
Derfor priser nordmanden sig lykkelig over, at det lykkedes at holde på nogle af klubbens største profiler i sommerens transfervindue, hvor det var offentligt kendt, at der var stor interesse for spilere som blandt andre Daniel Amartey.
Nu afslører Ståle Solbakken imidlertid, at også københavnernes anfører Thomas Delaney kunne have forladt klubben, da den ukrainske storklub Dynamo Kiev havde snørren ude efter midtbanemanden.
”Der har været interesse for ham fra Dynamo Kiev, men det blev aldrig til en konkret henvendelse,” udtaler nordmanden om 24-årige Delaney.
I interviewet nævner Solbakken også, at han udover Delaney anser Nicolai Jørgensen og Daniel Amartey som oplagte salgsobjekter.