
Foto: Dejan Obretkovic
FC København har købt AaB’s 19-årige angriber, Mikkel Kaufmann, som tiltræder hos løverne til sommer.
I efteråret scorede han syv mål i 17 kampe. Han har i alt spillet 27 førsteholdskampe.
FCK’s manager Ståle Solbakken har store tanker om Kaufmann.
“Vi synes, at Mikkel Kaufmann er en angriber med et stort potentiale, som vi kun lige er begyndt at se blive foldet ud for alvor,” siger Ståle Solbakken til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Han har gode fysiske forudsætninger, og han har i efteråret vist sine evner som målscorer for AaB.”
“Han er langtfra færdigudviklet som fodboldspiller, men vi glæder os meget til at følge ham i foråret, hvor vi er overbeviste om, at han vil tage yderligere skridt i sin udvikling i et godt miljø på et stærkt AaB-hold, inden han rykker til København, hvor vi ser frem til at arbejde sammen med ham.”
FC København har allerede flere angriber i truppen, men Solbakken mener, at der er plads til Kaufmann alligevel.
“Det er sandsynligt, at der sker nogle justeringer i vores trup til sommer på angrebspositionen, og vi vil gerne være godt forberedt.”
“Vi ser som sagt et stort potentiale i Mikkel, og vi er glade for, at han er klar til at træde ind til sommer og sikre, at vi allerede nu har en dygtig ung spiller i truppen på den position på plads til næste sæson.”